Romanescosalat med mandler

I en periode fik vi stort set romanescokål i kasserne fra Aarstiderne hver uge og det begyndte at blive lidt ensformigt bare at koge det. I modsætning til den kogte udgave af romanescokål, er denne salat frisk og sprød. Salaten passer både til fisk, gris og ko, eller bare for sig selv serveret med et stykke brød.

Der skal bruges

1 lille håndfuld mandler
1 romanescokål
3-4 spsk olie
2 tsk citronsaft + skal
1 tsk sennep
1 tsk eddike
Salt/peber

Rist en lille håndfuld mandler på en pande – de skal have til de begynder at få lidt farve. Lad dem køle lidt af og hak dem groft.

Pisk olie, citronsat, sennep og eddike sammen og smag til med salt og peber.

Kålen kan skæres på mange måde, bare stykkerne er små nok til at de er behagelige at tykke. Jeg plejer at tage små pæne buketter af til pynt, resten af kålen deler jeg i fire og skærer i skiver.

Bland kålen (ikke buketterne), mandler og dressing, anret på et fad og pynt med buketterne.

romanesco

Velbekomme :)

Sauce bearnaise, uden essens

Denne sauce bearnaise er lavet uden “købe essens”. Man burde nok bruge frisk estragon, men tørret er nu en gang lettere at få fat i. Ydermere har jeg brugt koldt uklaret smør, hvor man nok normalt ville bruge klaret. Fordelen ved at bruge kold smør, er at saucen ikke bliver for varm. Samtidig vil smørret langsomt smelte når det tilsættes, hvilket betyder at man ikke får overmættet saucen.

Sauce bearnaise Ingredienser

Til fire personer bruges ca.

1 lille skalotteløg
1 spsk tørret estragon
4 spsk hvidvinseddike
4 æggeblommer
250 gram kold smør

Skalotteløget hakkes fint. Løg, estragon og hvidvinseddike reduceres til ca. 2 spsk i en kasserolle. Filtrer den reducerede eddike gennem en si, fjern løg rester fra kasserollen og kom eddiken tilbage.

Pisk æggeblommerne i eddiken og varm det op, men maks til 70 grader.

Tilsæt en tsk smør til saucen, og pisk godt. Først når smøren er helt optaget i saucen tilsættes den næste tsk smør. Fortsæt sådan indtil alt smørret er brugt, eller til den ønskede konsistens er opnået.

Når saucen er færdig tages den af varmen, mens der fortsat piskes indtil kasserollens bund er kølet tilstrækkeligt ned, så saucen ikke skiller.

Tilsæt evt. lidt estragon inden servering.

Spinat- og cheddarmuffins

Da aftensmaden stod på tomatsuppe ville jeg bage lidt brød som tilbehør. Jeg havde fundet en opskrift på spinatmuffins, men da jeg syntes de lød lidt kedelig, kreerede jeg disse spinat- og cheddarmuffins istedet.

Spinat- og cheddarmuffins

Dej

3 dl mel
1 spsk bagepulver
2 æg
1½ dl mælk
50 g smeltet smør
Salt og peber

Fyld

60 g (2 håndfulde) frisk spinat, grofthakket
2 dl revet cheddar

Bland mel, bagepulver, salt og peber.

Smelt smørret ved svag varme i en gryder. Tilsæt mælk og æg, og pisk det sammen.

Tilsæt spinat og cheddar til mælkeblanding, bland det hurtigt sammen og tilsæt det til melet. Rør det godt sammen, men uden at rører alt for meget i det.

Fordel dejen i 6-8 forme og bag ved 200 grader 20-25 minutter.