Så blev det min tur til at lave Blumenthals famøse 24 timers bøf, hvilket jeg i længere tid har set frem til. Første step i tilberedningen er naturligvis at se klippet fra “In Search of Perfection”
Efter at have set klippet, en del gange, købte jeg 1½ kg oksehøjreb, hvilket skulle vise sig at være min første fejl. 1½ kg kan måske gå an, men så skal det virkelig være et reelt stykke kød, ellers bliver der alt for lidt tilbage, hvilket skete for mig.
Ca. 25 timer før servering tog jeg kødet ud af køleskabet, saltede det let, lagde det i et ildfast fad og filmede det. Her fik det lov at ligge to timer for et tempererer. Efter de to timer fik det en ordentligt tur min crème brûlée brænder. Da jeg ikke var helt sikker på om den havde fået nok, fik den også en tur på en varm pande, for at være sikker på alle bakterier var væk.
Kødet kom i et nyt ildfast fad, og ind i den 50 grader forvarmede ovn. For at være sikker på temperaturen, brugte jeg mit trådløse stegetermometer til at måle ovnens temperatur. På den måde kunne jeg hele tiden holde øje med temperaturen – også da jeg var gået i seng ;)
Med stegen i ovnen gik jeg i gang med at koge på min okseglace – og læse lidt mere om “24 timers bøffen”. En del var kritiske overfor konceptet med oksekød ved 50 grader i 24 timer, idet det “svare til at lægge sit kød i en bil en varm sommer dag”, og at det skulle give optimale vækstbetingelser for diverse bakterier. Omvendt skrev “fortalerne” at bakterier ikke ville overleve de over 1000 grader fra “bunsenbrænder”, at bakterier kun er på overfladen da kødet inden i er sterilt og at der blev skåret en god del af alle overflade inden det skulle spise.
Jeg må indrømme at jeg var en anelse nervøs, men da jeg ikke kunne finde nogen der var blevet syge, tænkte jeg at det nok skulle gå. F.eks. skrev Gastromand om bøffen tilbage i 2009, så mon ikke nogen havde skrevet en kommentar hvis de var blevet syge :)
Efter ca. 20 timer blev kødet taget ud og lagt til at hvile halvanden times tid under folie og et viskestykke. Herefter var det tid til at skære de tørre kanten af for at komme ind til guldet, resultatet blev 200g kød!
Jeg må sige jeg var en anelse skuffet da jeg så hvor lidt der var tilbage. Det store svind skyldes til dels det til formålet dårligt proportionerede stykke kød. Kødet i sig selv var super, men pga. det meget fedt “åbnede” det sig for meget op, hvilket betød at for meget af kødet tørrede ud. Dertil var jeg nok også lidt for nervøs for bakterierne, så det er muligt jeg fik skåret for meget af.
Hvorom alting er, det der var tilbage var nok noget af det bedste kød jeg har smagt. Det var super mørt og saftigt, og havde en nøddeagtigt smag som var virkelig lækker. Det var som virkeligt velhængt kød, og så lige lidt til. Jeg havde ikke rigtig lyst til at spise noget til, udover at dypper i lidt okseglace.
Mens vi spiste fik jeg vidst proklameret at jeg med garanti ikke ville kaste mig ud i projekt 24 timers bøf igen, meeeen, det kan godt være jeg bliver nødt til at prøve igen. Idet mindste bare for at rette op på de fejl jeg lavede :)