Christoffer Kjølbæk I have a blog, therefore I am…

6Apr/100

Sauce bearnaise, uden essens

Denne sauce bearnaise er lavet uden "købe essens". Man burde nok bruge frisk estragon, men tørret er nu en gang lettere at få fat i. Ydermere har jeg brugt koldt uklaret smør, hvor man nok normalt ville bruge klaret. Fordelen ved at bruge kold smør, er at saucen ikke bliver for varm. Samtidig vil smørret langsomt smelte når det tilsættes, hvilket betyder at man ikke får overmættet saucen.

Sauce bearnaise Ingredienser

Til fire personer bruges ca.

1 lille skalotteløg
1 spsk tørret estragon
4 spsk hvidvinseddike
4 æggeblommer
250 gram kold smør

Skalotteløget hakkes fint. Løg, estragon og hvidvinseddike reduceres til ca. 2 spsk i en kasserolle. Filtrer den reducerede eddike gennem en si, fjern løg rester fra kasserollen og kom eddiken tilbage.

Pisk æggeblommerne i eddiken og varm det op, men maks til 70 grader.

Tilsæt en tsk smør til saucen, og pisk godt. Først når smøren er helt optaget i saucen tilsættes den næste tsk smør. Fortsæt sådan indtil alt smørret er brugt, eller til den ønskede konsistens er opnået.

Når saucen er færdig tages den af varmen, mens der fortsat piskes indtil kasserollens bund er kølet tilstrækkeligt ned, så saucen ikke skiller.

Tilsæt evt. lidt estragon inden servering.

5Apr/100

Æble- og kanelmuffins

Æbler og kanel er altid godt sammen, så da jeg havde et par gamle æbler, var det bare med at få nogle muffins. Grund opskriften er den samme som for alle de muffins jeg har lavet, her bare tilsat æbler og kanel.

Æble- og kanelmuffins

4 dl mel
1 spsk bagepulver
2 spsk kanel
75 g smør
2 dl mælk
2 æg
125 gram sukker (gerne med lidt hjemmelavet vanilliesukker i)
250 gram æbler, i tern ½ x ½ cm

Bland de tørre ingredienser i en skål.

Smelt smørret i en gryde, tag den af blusset, tilsæt æg og mælk og bland godt.

Rør mælkeblandingen i de tørre ingredienser og bland det godt sammen. Vend æbleternen i dejen og hæld den i smurte forme.

Bag ved 200 grader i 25-30 minutter og tjek med en kødnål at de er bagt ordentligt i midten.

Opskriften er naturligvis også på food4u.dk under æble- og kanelmuffins.

4Apr/100

Farmor’s røde sild

Opskriften på disse røde sild er fra min farmor, de er lette at lave men smager super godt. Jeg ved ikke om hun selv har fundet på dem, eller om hun også har arvet opskriften. I hvert fald fik vi dem tit til jul og påske, og da min far havde lavet dem her i påsken, kom jeg i tanke om at det nok var en ide at dele opskriften :)

Farmor's rødesild

Ingredienser:

3 udvandede sild
½ dl. eddike
½ dl. estragoneddike
100g sukker
5-10 peberkorn
Evt. nelliker
1 dl. tomatketchup
2 hakkede agurker
2 hakkede løg
2 hakkede kogte gulerødder
Evt. 2 spks olie

Eddike og sukker blandes, tomatketchup og krydderierne tilsættes.

De hakkede agurker, løg og gulerødder blandes i, sammen med olie.

Silden skæres i stykker og blandes i.