Chokoladefondant / fondant au chocolat
Chokoladefondant, eller fondant au chocolat, er en genial opfindelse, som jeg har kæmpet lidt med at få til at fungere. Det geniale ved chokoladefondant er den sprøde kage yderst, og det flydende indre. Dette er den første opskrift det er lykkedes med, og det er vel mest af alt en gennemsnitsopskrift af en masse andre opskrifter jeg har fundet.
Ingredienser
150 gram sukker
150 gram chokolade
150 gram smør
125 gram mel
3 æg
4 æggeblommer
Fremgangsmåde
Chokolade og smør smeltes i en gryde eller i en skål over vandbad.
Imens piskes sukker, æggeblommer og de hele æg sammen til en luftigt masse. Si melet i sukker/æggeblandingen, og vend den godt ind i massen.
Når chokoladen og smørret er smeltet blandes et par spiseskefulde af æggemassen i, hvorefter chokolademassen blandes i resten af æggemassen, og blandes godt.
Massen hældes nu på fire forme, som er godt smurt, og stilles i køleskabet i mindst to timer.
Herefter bages de i 10-15 minutter ved 200 grader. Det kræver nok lige lidt øvelse for at finde den helt rigtige tid for en given ovn. Fondanterne skal bages lige netop så meget at de kan komme ud af formen uden at tage skade, men skal stadig være bløde - næsten flydende - inden i.
For at undgå fondanten sætter sig fast i formen, kan man af tre gange pensle dem med smeltet smør, og mellem hver gang sætte dem i køleskabet et par minutter. Smør dem en sidste gang, drys med kakao og tilbage i køleskabet 10 minutter.
Server gerne med god is og/eller frisk frugt.
Opskriften findes naturligvis også på food4u.dk under "Chokoladefondant".
Stegte auberginer
Ingredienser
1 aubergine
Olivenolie til stegning
1 bæger creme fraiche
Hvidløg efter smag
Salt
Peber
Koriander
Citronsaft efter smag
Evt. friskhakket basilikum
Fremgangsmåde
Start med at røre creme fraichen med hvidløg, salt, peber, koriander, citronsaft og eventuelt krydderurter.
Stil herefter dressingen til side for at trække.
Skyl auberginen, og skær den i ca. 0,5 cm tykke skiver.
Varm en pande op, og steg aubergineskiverne på begge sider i olivenolien. Stykkerne vil først opsuge al olien, men når de er færdige vil olien komme ud igen.
Server de varme aubergineskiver med dressingen.
Opskriften findes naturligvis også på food4u.dk under "Stegte auberginer".
Salat med andebryst, brombær, valnødder og danablue
Denne forret er opstået fordi and og brombær er rigtig godt sammen, det samme er and og nødder, og danablue er bare altid godt. Jeg lavede den som en forret da min bror og hans kæreste var på besøg, hvilket var lidt et hit. Den mætter dog rimelig godt, så man kan sagtens bruge den som en hovedret på en varm sommerdag med et godt brød og kold hvidvin til.
Ingredienser
1 berberi andebryst
En håndfuld friske brombær
En hånd valnødder
Fire store håndfulde spæde salatblade
Lidt danablue ost
Salt og peber
4 spsk olivenolie
1 spsk rødvinseddike
1 tsk sennep
Lidt citronsaft
Salt og peber
Fremgangsmåde
Andebrystet krydres godt med salt og peber, steges 8 minutter på skind siden, 12 minutter på den anden side og trækker 15 minutter i staniol.
Imens skyldes salaten, valnødderne knuses let, brombær skyldes og danabluen skøres i skiver på ½ x 1 x 1 cm.
Til dressingen røres olie, eddike og sennep sammen, hvorefter den smages til med citronsaft, salt og peber.
Salaten anrettes i en dyb tallerken. Andebrystet skæres i tynde skiver, og "gemmes" mellem salatbladene. Brombær, valnødder og danablue fordeles over salaten. Dressingen hældes over lige inden servering, da syren vil misfarve kødet.
Opskriften er naturligvis også at finde på food4u.dk under "Salat med andebryst, brombær, valnødder og danablue".
